Ofte anskaffes markisen for at give skygge i de varme sommermåneder, men du får faktisk en lang række sidegevinster med i købet.
Markisen kan bruges til langt mere end bare solafskærmning på terrassen eller altanen. Den giver også et mere behageligt indeklima, får boligen til at virke større og skærmer for den kølige dug om aftenen. Men markisen er også en dyrere løsning end f.eks. en parasol og kan ikke holde til kraftig regn og blæst. Det er derfor en god idé at gøre op med dig selv, hvad dit behov er, inden du investerer i en markise.
Vidste du?
…at markisen også afskærmer dine møbler, gardiner og tæpper for solen, så de ikke falmer.
Behageligere indeklima
Et velisoleret hus kan holde på varmen om vinteren, men det kan også holde sommervarmen ude, hvis du får monteret en markise. Ofte har vi store, sydvendte vinduespartier, som lukker masser af sollys og dermed varme ind. Men ved at solafskærme med en markise, kan vores velisolerede huse faktisk også holde sommervarmen ude, så du får et køligere og mere behageligt indeklima.
Billigere at holde varmen ude
Udover at markisen forbedrer dit indeklima, så er markisen energimæssigt set også en fordel. Det er nemlig billigere at holde varmen ude af huset med en markise end at skulle nedkøle boligen med aircondition eller ventilation. For eksempel koster det ca. fem gange så meget at nedkøle en bolig med aircondition eller ventilation end at opvarme den.
5 gode råd, hvis du vil investere i en markise
- Vælg en robust markise, som kan holde til det danske sommervejr
- Prisen afspejler ofte funktionalitet og holdbarhed
- Tjek, om markisen kræver meget vedligehold
- Undersøg, om der er garanti på markisen
- Overvej, om det er bedst at få en fagmand til at montere markisen.
Gør boligen større
Pladsmæssigt set er markisen også en fordel. Den får din bolig til at virke større om sommeren, fordi du kan bruge den overdækkede terrasse eller altan som et ekstra rum. I modsætning til en parasol er der ingen generende stænger og fødder, der fylder midt i det hele. Det gør det nemt at indrette terrassen.
Luner på terrassen
Markisen gør det også både hyggeligt og behageligt at sidde på terrassen eller altanen om aftenen. Dugen skærmer for dug og holder delvist på varmen, så du selvom temperaturen falder, også kan bruge terrassen på de lidt køligere sommeraftener.
Godt tip!
Sørg for at lufte ud med gennemtræk hver aften inden sengetid. Den kølige aftenluft får indendørstemperaturen ned efter en varm sommerdag.
Regn og blæst
Du kan sagtens have markisen ude i stille regn, og selv om det blæser lidt. Dermed kan du altså stadig have glæde af terrassen eller altanen, selv om vejret ikke er det bedste. Ved kraftigere regn og blæst skal markisen dog rulles ind, så den ikke ødelægges. Er markisen blevet våd, er det vigtigt at rulle den ud, så snart vinden har lagt sig, så den kan tørre. Ellers risikerer du, at den bliver jordslået.
En dyrere løsning
Markisen har mange fordele, og findes i flere varianter, kvaliteter, farver og prisklasser, men det er også en dyrere løsning end f.eks. en parasol. Markisen kan heller ikke flyttes rundt efter behov, som du kan med en parasol. Inden du investerer i en ny markise, er det derfor altid en god idé at finde ud af, hvad dit behov er.