Tjek dine tagrender og rens dem

udgivet i Huset ude | 5

Tagrenden skal modstå mange tusinde liter regnvand hvert år – så sørg for, at den er fri for blade

Bladene er ikke altid lige så flotte og tørre som dem på billedet, men alligevel er opgaven overkommelig, hvis du renser to gange om året.
Bladene er ikke altid lige så flotte og tørre som dem på billedet, men alligevel er opgaven overkommelig, hvis du renser to gange om året.

Med mindre du har højdeskræk – eller der er mere end en stiges længde op – så er det forholdsvis let at rense tagrenden. Mange er alligevel tilbøjelige til først at kaste sig over opgaven, når vandet løber over – og så kan de første skader være kommet.

Så det er en rigtig god idé fast at sætte tid af til rensning af tagrender to gange om året – det kan fx være samtidig med, at du tager havemøblerne frem om foråret og sætter dem tilbage igen om efteråret.

 

Husk nedløbsrøret

Vær lidt opmærksom, når du sætter stigen op. Presset på stigen kan ødelægge tagrenden, hvis den er af zink eller plast, så læg gerne et bræt ned i tagrenden. Ståltagrender kan normalt holde til vægten.

Når du har fjernet bladene og andre ting fra selve tagrenden, så er turen kommet til at tjekke nedløbsrøret. Her kan der meget vel have sat sig noget fast. I enden af røret sidder der normalt en ”krave”, som du kan løfte op og dermed komme til at stikke en hånd op for at mærke, om der sidder noget i klemme i bunden.

Gør der ikke det, så er det desværre ingen garanti for, at røret er frit. Der kan nemt sidde noget på midten. Start derfor med at spule med haveslangen direkte ned i nedløbsrøret. Presset fra vandet fjerner normalt eventuelle klumper. Når røret er frit, kan du så spule hele tagrenden, så den bliver helt frigjort for snavs og småblade.

Læs også: Her kan reparation spare dig for tusindvis af kroner.

 

Net kan gøre arbejdet lettere

Når du er i gang, så tjek lige faldet på tagrenden. Løber vandet som det skal hen imod nedløbsrøret, eller skal tagrenden lige rettes lidt til?

Det er måske også på dette tidspunkt, du tager beslutningen om at fjerne grene, der rager lige hen over taget og som derfor producerer ekstra mange blade, der ender i tagrenden.

Der bliver hele tiden fabrikeret nye, smarte ting til huset – og nye materialer bliver brugt. Til tagrenden kan man få nogle net, som man lægger over eller ned i tagrenden og som skal forhindre blade i at lægge sig i selve tagrenden. De hjælper bestemt også, men mindre blade samt grannåle og småkviste kan stadig komme ned gennem hullerne, så du slipper ikke helt for arbejdet med at tjekke og rense tagrenden.

Er der hul i tagrenden, så har du valget mellem at reparere eller sætte en ny del på. Reparation kan være god for en periode, men den slags reparationer skal foregå i sommerhalvåret. Ellers er det for koldt til at ”lappen” bliver holdbar.

Læs også: Hvor varmt skal det være, før jeg kan reparere hullet?

Brug en billig toiletbørste

En rund, billig toiletbørste er et udmærket redskab, når du skal rense tagrenden.

Er renden helt fyldt, fjerner du de fleste blade og smågrene med hænderne, men herefter kan du have stor glæde af toiletbørsten, som normalt passer fint med tagrendens mål.


5 Responses

  1. […] Læs også: Tjek dine tagrender og rens dem […]

  2. […] Læs også: Til kamp mod bladene med toiletbørsten. […]

  3. […] Læs også: Til kamp mod bladene med toiletbørsten. […]

  4. […] Læs også: Sådan tjekker du tagrenderne. […]

  5. […] Læs også: Til kamp mod bladene med toiletbørsten. […]