Lad spurvene fryse: Sådan sikrer du husets vintervarme

Danske husejere tror fejlagtigt, at deres hjem holder godt på varmen, og hele 92 pct. af de adspurgte danskere i en YouGov-rundspørge mener, at deres bolig er i energimæssig god stand. Virkeligheden er, at 80 pct. af alle danske huse har energimærke D eller værre, og det betyder større klimabelastning og ikke mindst større varmeregninger. Per Telling, der er energiekspert hos Jydsk Tagteknik, giver her sine bedste tricks til at holde på vintervarmen.

Kong Vinter nærmer sig med vindblæste skridt og varsler mørke, frost og kolde nætter i de næste mange måneder. Det betyder, at det er tid til levende lys og indendørshygge med familien, men for mange spoleres hyggen af kolde fødder, træk og ikke mindst velvoksne varmeregninger. På trods af at en undersøgelse viser, at over 90 pct. af danskerne mener, at deres hjem er energivenligt, så suser varmen ud gennem sprækker og utætheder i de danske hjem. I Danmark er 800.000 huse bygget før 1980 og har derfor ikke de samme energimæssige standarder som i dag. Statistikken viser, at 80 pct. af alle hjem har energimærke D eller værre. Det gør ondt på både pengepungen og klimaet. Men der er meget, man kan gøre for at mindske varmespildet. Per Telling fra Jydsk Tagteknik deler fem gode råd til, hvordan du fyrer for familien og ikke for gråspurvene, når vinteren står for døren.

Synkroniser radiatorernes indstillinger

Det er en god idé at holde en ensartet og konstant temperatur på husets radiatorer. Man kan sænke vinterens varmeregning ved at have indstillet alle radiatorer i husets rum fra stue til badeværelse på samme temperatur mellem 3-4 og lade dem synkronisere opvarmningen af boligen. Så bruger de kun den nødvendige energi. Jo mindre temperaturen svinger, desto mere energi bliver der sparet. Derfor skal man heller ikke slukke radiatorerne, hvis man tager en lang weekend i sommerhuset – så er det bedre bare at skrue lidt ned. Det er nemlig dyrt at genopvarme hele huset, når man kommer hjem.

Få tjekket taget og det usynlige træk

Man kan komme langt med det blotte øje, men bag de umiddelbart synlige utætheder, siver varmen stadig ud af boligen. Oppe under taget er det svært at vide, om huset er isoleret rigtigt. Ofte sker varmeudslippene gennem så små ujævnheder i konstruktionen, at det er nødvendigt at få en professionel ud, der måler varmeudslippet med et termografiskkamera. Det er typisk gratis og uforpligtigende at få tjekket hjemmet med et termografisk kamera. Efterisolering af taget er ikke en stor udgift og kan betyde besparelser på varmeregningen på 5.000-6.000 kroner om året.

Læs også: Termografi afslører mere end utætte vinduer og dårlig isolering

Luft ud og spar penge

Det lyder måske omsonst, men hvis boligen luftes ud dagligt, er det lettere at holde varmen. Skru helt ned for varmen og lav gennemtræk i fem til ti minutter. Fugtigheden i hjemmet bliver lavere, hvilket giver et bedre indeklima og en positiv effekt på varmeforbruget.

Læs også: Her er tegnene på dårligt indeklima

Gammel isolering i murværket betyder varmetab

Isolering mister med tiden evnen til at holde på varmen, og efter 30 år kan den miste op til 50% af sin effekt. Det er noget, som kan mærkes på temperaturen i hjemmet. Mange vil genkende følelsen af kulde, der kommer fra væggene i vinterhalvåret. Løsningen kan være at få blæst efterisolering ind i muren – det kaldes hulmursisolering og er en relativ billig og effektiv løsning til at holde på varmen og bevare et rart indeklima. På tre år har man typisk tjent udgiften til hulmursisolering ind via besparelser på varmeregningen.