Hold øje med gavlen

udgivet i Huset ude | 0

De såkaldte ”vindskeder” i enden af taget beskytter enormt mod vind og vand – de er noget af det vigtigste at holde ved lige

Gavl1_604x320

Et tag skal selvfølgelig være tæt, så her kommer ingen gode råd om at se bort fra det. Men når det er sagt, så er det sjældnere, at selve taget er utæt, end at der kommer vind og vand ind via gavlen. Her sidder der nogle brædder, der netop skal beskytte mod regn og blæst, og på mange huse trænger de til vedligeholdelse eller måske udskiftning.

Læs også: Gå en runde og se, hvad du skal kigge efter.

 

Mal eller udskift

Navnet på brædderne er ”vindskeder”, og netop fordi de sidder meget udsat, så slides de normalt hurtigere end træ andre steder på huset. Og derfor er der rigtig mange vindskeder i Danmark, der lider af mangel på vedligeholdelse.

Den løbende, langtidsholdbare løsning er maling og/eller brug af træbeskyttelse, gerne hvert andet år. Men er du bagud på dette område, så kan en udskiftning også være på tale.

Læs også: Her kan reparation spare dig for tusindvis af kroner.

 

Nemt arbejde – men svært alligevel

Udfordringen med vindskederne er i dette tilfælde ikke, at det er en håndværksmæssig svær opgave, for det er det ikke. Groft sagt handler det om enten at male eller også fjerne de gamle brædder og sætte nye op. Måske skal der saves en vinkel i et par af enderne, for at brædderne passer sammen i toppen, men ellers er det ”bare” at få købt noget trykimprægneret træ, fjerne det gamle med et koben og så skrue det nye fast. Hvis du altså er til den slags.

Men, så let er det så alligevel ikke. For den helt store udfordring er højden og dermed tilgængeligheden.

På mange huse er det muligt at klare sig med stige, men det er ikke arbejde, der er nemt at klare alene – og der kan være temmelig højt op til spidsen.

Så et stillads er at foretrække, og så er du måske derhenne i besværlighed, at du skal overveje at lade en fagmand give et tilbud. Så kan du i hvert fald bruge tilbuddet til at vurdere, om det er umagen værd selv at gøre noget.

Et er sikkert: Det bliver desværre kun værre, hvis du ikke gør noget.

Skift til fibercement - det skal ikke vedligeholdes

Der findes et rigtig godt alternativ til vindskeder af træ, nemlig fibercement. Det er et tyndt materiale, som på afstand til forveksling ligner træ, som beskytter glimrende og som så har den ekstra store fordel, at den er fri for vedligeholdelse.

Her slipper du altså for at skulle male og evt. erstatte brædder som følge af råd.

Eneste umiddelbare ulempe: Fibercementplader er ikke lige så nemme at sætte op som almindelige brædder.