Det gode, gamle eternittag – med eller uden asbest

udgivet i Huset ude | 0

Hvis der er stor afskalning på en eller flere af pladerne, så er det tid til at gøre noget

Under rygningen kan fugle og dyr godt finde på at komme ind.
Under rygningen kan fugle og dyr godt finde på at komme ind.

Når du skal tjekke dit tag, så er der nogle råd, der gælder alle typer tag – men hver enkelt tagtype har også sine egne styrker og særlige ting, du skal være opmærksom på i forhold til god vedligehold.

Her får du lidt at vide, hvad der er specielt omkring eternittag.

Asbest er fint – hvis du ikke arbejder med det

Eternittaget har mange år på bagen i Danmark. Er dit tag fra før 1984, indeholder det sandsynligvis asbest, som kan være kræftfremkaldende, men så længe du ikke selv gør noget på taget, så gør det ingen skade. Faktisk er asbesttaget mere holdbart end de eternittyper, der findes i dag. De nye typer eternittage er dog i dag betydeligt bedre end de typer, der blev fabrikeret i årene umiddelbart efter 1984, da asbest blev forbudt.

Levetiden på et asbesteternittag har vist sig at være 40-60 år afhængig af vedligeholdelse, så for huse fra 60’erne og 70’erne kan det ved at være tid til udskiftning.

Men hvordan kan du så tjekke, om dit tag kan holde mange år endnu – eller om der skal gang i reparation eller udskiftning?

Læs også: Her kan reparation spare dig for tusindvis af kroner.

Mange eternittage oplever en form for afskalning, og det ser jo ikke pænt ud. Det er dog ikke nødvendigvis lig med udskiftning af taget. I mange tilfælde er afskalningen kun af kosmetisk betydning, men er skaderne store, kan det være en god idé at sætte gang i en udskiftning.

Maling er måske en løsning

Du kan sagtens nøjes med kun at udskifte nogle af pladerne, og så bagefter få hele taget malet. Du skal dog vide, at nye plader typisk er mere glatte end gamle, så helt ensartet bliver den efterfølgende maling altså ikke. Du vil nok komme til at se nuanceforskelle.

Er dit tag stadig holdbart, men gammelt, så kan du måske forlænge levetiden ved at få det malet. Det koster ca. 1/10 af en total udskiftning, og så har du et godt tag nogle år endnu. Maling kan dog ikke redde plader, der er nedslidte. Her er der nødt til at ske en udskiftning.

Læs også: Se, hvad du selv vedligeholde.

Når vi skriver ”måske forlænge levetiden”, så hænger det sammen med, at eksperter i branchen er lidt uenige om, hvorvidt maling har andet end kosmetisk betydning.

Afhængig af pladernes kvalitet er der nogle, der siger, at malingen forlænger levetiden, andre siger, den ikke har nogen betydning, men atter andre refererer til undersøgelser, der fortæller, at malingen i visse tilfælde kan skabe spændinger, som kan medføre revner. Så det vil være en god idé med en faglig rådgivning. Under alle omstændigheder bør professionelle stå for tagmalingen.

Hverken for løst eller stramt

Ellers er det skruerne og gummitætningsskiverne, du skal holde mest øje med. Det er nemlig her, der kan trænge vand ind. Er de skruet for stramt i, så bøjer skiverne opad. Er de skruet for løse i, er der hul mellem skive og tag. Så ikke for meget, men heller ikke for lidt.

Hold også øje med, om skiverne er ved at mørne. Er det tilfældet, så skal der nye i – og det kan man sagtens uden at skulle skifte selve pladerne.

Pas på med redebyggeri

Rygningen på et eternittag er af de mest sårbare steder.

Mellem rygningen og de øverste tagplader er der nemlig lagt nogle såkaldte ”fugleklodser” for at holde taget tæt.

Men fugle og egern har en tendens til at pille netop her, og er de ihærdige nok, så kan det lykkes for dem at pille så meget i det, at de kan komme ind under taget for at etablere rede. Og så har du pludselig dyr på loftet.