Sådan vedligeholder du dit tag

udgivet i Huset ude | 0

Du behøver ikke at overlade taget til vind og vejr og langsom nedslidning. Med lidt opmærksomhed kan du forlænge tagets levetid

Et grundigt kig på taget to gange om året kan virkelig betale sig. Og ekstra vigtigt: Kig ikke mindst dagen efter et voldsomt stormvejr, hvor der kan være opstået skader, som det er vigtigt at få repareret med det samme.
Et grundigt kig på taget to gange om året kan virkelig betale sig. Og ekstra vigtigt: Kig ikke mindst dagen efter et voldsomt stormvejr, hvor der kan være opstået skader, som det er vigtigt at få repareret med det samme.

Det gælder med dit tag som med dine tænder. Passer du godt på begge dele, kan du slippe for store reparationer. Og den gode nyhed er, at taget ikke behøver fokus hver eneste dag ligesom tænderne.

Når det er sagt, så er det dog ikke så enkelt endda. Vi håber jo alle sammen, at taget holder i rigtig mange år og ikke skal udskiftes i vores levetid, men som med så meget andet, så kræver et tag vedligeholdelse, og der er i sidste ende også grænser for, hvor lang tid det kan holde.

Her får du en række tips til vedligehold, du selv kan klare.

 

Tjek dit tag to gange om året

Det er meget simpelt, men effektivt: Brug øjnene godt. Det er her, du virkelig kan gøre en forskel selv, for husker du at tjekke dit tag, så opdager du i tide det slid og de skavanker, der er forholdsvis nemme at rette op. Det kan være alt fra knækkede teglsten og fygesne på loftet til hul i tagrenden eller en ”rygning” på toppen, der har flyttet sig.

Læs også: Gå en runde og se, hvad du skal kigge efter.

 

Fjern mos og blade

Brug ikke en højtryksspuler. Den kan skade dit tag. Det bedste tidspunkt at fjerne mos på er, når taget er tørt. Det foregår med almindeligt vand og en blød kost. En anden simpel måde er at kombinere med en algebehandling, og det kan du også selv gøre. Begge metoder kræver dog, at taget ikke er for svært at komme til. Er der for højt derop eller er taget på anden vis svært tilgængeligt, så husk sikkerheden.

Mos er et problem fordi det danner rødder. Rødderne trænger ind i små revner og sprækker, og giver adgang for fugt. Fugten giver skader i form af frostsprængninger, når vinterens kulde sætter ind.

 

Rens tagrender og nedløbsrør

To gange om året – sent efterår og sent forår – er det en rigtig god idé at fjerne blade og andet skidt, der ligger i tagrenderne og måske har sat sig fat i nedløbsrørene. Det er ikke godt, hvis tagrenden er stoppet og vandet derfor ikke kan løbe væk.

Der er både risiko for frostskader om vinteren samt skader på hus eller sokkel, hvis tagrenden løber over ved kraftig regn. Endelig er der større risiko for revner i tagrenden, og dem skal du selvfølgelig også holde øje med, når du er oppe for at fjerne bladene.

Læs også: Til kamp mod bladene med toiletbørsten.

 

Rens taget for alger

Får algerne lov at ligge, dannes der grobund for mos, som på sigt kan skade taget. Hvis taget er nemt til at komme til, kan du også selv klare det. Er algevæksten stor, kan du få en fagmand til at vurdere, om det er nødvendigt at gøre noget. Et algeramt tag er imidlertid ikke pænt, og da det er forholdsvis billigt at få en fagmand til at løse problemet, så vælger mange den løsning.

 

Mal eller udskift ”vindskederne”

På de fleste huse sidder der brædder på gavlen, der skal forhindre, at regn og fx fygesne trænger ind under taget og giver fugtskader. Disse brædder bliver kaldt ”vindskeder”, og de er meget udsat for vind og vejr, så derfor skal de holdes ved lige med maling – og er de for slidte, så er det tide til udskiftning. Begge dele kan du klare selv eller få en fagmand til at hjælpe med.

Læs også: Ny gavl, du ikke skal vedligeholde,