Her kan der være meget at spare på varmeregningen

Har du for lidt isolering på loftet, så er det et af de nemmeste steder at spare penge og samtidig forbedre indeklimaet

Loft-isolering

Tag en tommestok og gå en tur op på loftet og mål tykkelsen af isoleringen. Er dit hus ikke af en nyere dato, er der en god chance for, at du her kan hente en stor besparelse på varmeregningen og samtidig forbedre indeklimaet.

I nye huse bliver der i dag lagt et 400 mm tykt isoleringsmateriale. Hvor meget du sparer ved at efterisolere afhænger af, hvor meget isolering du har i forvejen. Har du kun 100 mm loftisolering, vil du spare mere ved at efterisolere, end hvis du har 300 mm loftisolering. På Energistyrelsens hjemmeside, www.sparenergi.dk, kan du læse mere om, hvor mange penge, du kan spare ved en god efterisolering.

Læs også: Det skal du kigge efter, inden vinteren kommer.

Skån isoleringen og få mere opbevaringsplads

Har der været stillet kasser eller andre materialer direkte oven på isoleringen, kan den både være blevet ødelagt og trykket så flad, at virkningen er blevet mindre.

Skal du have lagt ny isolering, kan det derfor være en god idé at tænke opbevaring med ind og etablere hylder og/eller udvide det nuværende gangareal. Når du efterisolerer, er du alligevel nødt til at hæve det nuværende gangareal, og så kan det godt betale sig samtidig at udvide og få mere plads at gå på samt til opbevaring.

Sørg under alle omstændigheder for IKKE at lægge ting direkte oven på isoleringen.

Læs også: Sprøjt forbedringer ind i huset.

Denne isolering kræver ikke nødvendigvis en håndværker

Skift isoleringen ud, hvis den er blevet trykket flad. Er den derimod i god stand, kan du sagtens lægge ny isolering oven på den gamle.

Der findes flere forskellige typer af isolering, og nogle af dem kan du faktisk godt lægge selv – uden nødvendigvis at involvere en håndværker. Det gælder fx isoleringsmåtter eller –ruller. Disse isoleringstyper kan du selv skære til, og det er derfor forholdsvis nemt. Vær opmærksom på, at ved flere lag oven på hinanden skal du dække sprækkerne til – altså lægge isoleringen på samme måde som mursten i en mur, forskudt af hinanden.

Du skal også passe på ikke at dække ventilationsriste til. Det er vigtigt med luftudskiftning, så der ikke dannes fugt.

Har du et loft, hvor pladsen er snæver, kan det være bedre at sprøjte isoleringsmateriale ind med en lang slange. Her skal du have professionel hjælp, men til gengæld er det en meget enkel og hurtig metode.

Læs også: Det vigtigste tip omkring isolering.

Vigtigt: Dampspærren

Men inden du selv går i gang, så skal du sikre dig, at der er en intakt ”dampspærre”. Det er en slags folie, der skal hindre, at mødet mellem kulde og varme skaber fugt og dermed risiko for råd og svamp. Er der ikke en dampspærre i forvejen, så få en håndværker med forstand på den slags til at sætte den op.

Tjek lemmen

Udover selve loftet så vær særligt opmærksom på loftlemmen. Hvis den ikke er tilstrækkelig isoleret, så kan der via den komme en del træk. Tjek evt. ved at holde et tændt stearinlys op foran sprækken i loftlemmen en dag, hvor det blæser.