Gør boligen salgsklar og øg værdien!

udgivet i Økonomi | 0

Skal du sælge din bolig, kan du forholdsvis billigt gøre den salgsklar og attraktiv for køberne. Læs her, hvordan du forkorter liggetiden og samtidig øger husets værdi.

Hvis du gerne vil sælge din bolig og til en god pris, er der flere ting, du selv kan gøre. For det første skal boligen fremstå indbydende. Det kræver lidt arbejde, men er godt givet ud. For det andet skal du tjekke din boligs energimærke. Har din bolig et dårligt energimærke, kan der nemlig være markante værdiforøgelser at hente selv ved mindre energiinvesteringer

Et godt førstehåndsindtryk

Først og fremmest skal boligen gøre et godt førstehåndsindtryk på kommende købere. Selv om det lyder som en kliché, er det vigtigt, at du rydder op, gør rent og lufter ud. Fjern overskydende møbler og nips, så virker rummene større. Mal gerne væggene i neutrale, lyse farver, det får også rummene til at virke større og lysere. Har dit hus repos el.lign. så vis, hvordan pladsen kan udnyttes f.eks. ved at indrette et lille kontor eller hyggekrog med bøger til børnene. Det koster ikke alverden, men er med til at vise, hvordan pladsen bedst kan udnyttes.

Glem ikke haven

Mange boligkøbere har en drøm om en dejlig have, hvor man kan sidde på terrassen, og børnene kan løbe og lege. Så sørg for at slå græsset og gør terrassen indbydende. Hvis det er muligt, så indret hyggekroge rundt omkring i haven. Er der udvendigt træværk med skader, så sørg for at reparere dem og male træværket, så huset fremstår velholdt.

Energioptimér boligen

Vil du øge husets værdi, kræver det ofte større eller mindre investeringer og arbejde. Ikke alle forbedringer er godt givet ud, men energiforbedringer, der forbedrer boligens energimærke er ofte en god investering. Husk at energiforbedringerne skal udføres, inden du får udarbejdet energimærkerapporten.

Kortere liggetid og højere salgspris

Et godt energimærke vil sælge dit hus både hurtigere og til en højere pris end huse, der halter på energifronten. I gennemsnit stiger boligens værdi med 13 pct., hvis boligens energimærke forbedres blot én energiklasse. Hvis du vil øge din boligs værdi, er det altså en god idé at energioptimere. Du skal dog være opmærksom på, at nogle energiforbedringer bedre kan svare sig end andre.

Disse energiforbedringer kan bedst betale sig

Det er ikke alle energiforbedringer, der økonomisk kan betale sig, hvis det kun er for at øge salgsprisen. Men et godt sted at starte er ved at efterisolere loftet og hulmuren, da det er to forholdsvis billige energiforbedringer. Boligen taber typisk varme gennem taget, så efterisolering af loftet er noget, der især kan mærkes på varmeregningen og gøre boligen attraktiv for kommende købere. Har du termoruder, kan du vælge at skifte til lavenergiruder, der isolerer tre gange så godt. Men hvis ikke budgettet er til at skifte vinduerne, kan du også komme langt med udskiftning af tætningslister. Det ændrer dog ikke energimærket.

Mange boliger har dårligt energimærke

Over 40 pct. af de danske boliger har energimærke E, F eller G. Især huse fra før 1980’erne har ofte utætheder og dårlig eller manglende isolering, som forholdsvis billigt kan energiforbedres. Der er derfor stor sandsynlighed for, at du kan forbedre din boligs energimærke med én eller flere energiklasser, hvis du har et ældre hus og energioptimerer det.

Få et energitjek

Du kan med fordel gøre brug af de virksomheder, der tilbyder gratis energitjek af boligen. Her kan du få forslag til, hvor dit hus kan energioptimeres og den økonomiske betydning. En fagmand kan også give et bud på, hvilket energimærke det vil være muligt at opnå i netop din bolig og dermed, hvad energiforbedringen kan betyde for din boligs værdi.

 
Kilde: Danskbyggeri.dk og Bolius.dk

Husk, at søge om energitilskud til dine energiforbedringer. Vær opmærksom på, at du skal søge om tilskud inden, du energiforbedrer. Du kan også benytte håndværkerfradraget i resten af 2017.