Vind over hvepsene

udgivet i forside-5, Haven | 0

Du kan ikke helt undgå hvepse i haven om sommeren, men du kan selv gøre en del for at begrænse antallet af de ubudne gæster.

Men inden du kaster dig ud i at holde hvepsene ude af haven, så husk, at hvepse også er nyttedyr, der spiser larver, bladlus, fluer, myg mv. Så har du hvepse i nærheden af drivhuset eller køkkenhaven, er det en god idé at overveje, hvor generet, du er af hvepsene, da de er med til at holde bestanden af skadelige insekter nede.

Sådan begrænser du antallet af hvepse i haven

Der er flere måder at undgå hvepse i haven på. Først og fremmest skal du sørge for at fjerne et eventuelt hvepsebo. Typisk finder du hvepseboer under tagudhæng, brædderne i skuret, i en træstub eller i kompostbunken. Det kan også være skjult i en hulmur. I så fald må du ikke stoppe hvepsenes indgang til. De finder blot en anden udgang, og du risikerer at få hvepse ind i huset. Sprøjt eller pudr i stedet med insektgift og gerne tidlig morgen eller sen aften, hvor hvepsene er mindst aggressive.

Lav sukkerfælder

Du kan også opsætte sukkerfælder i haven. Fyld et par flasker med sukkervand eller saft og hæng dem op, der hvor du er generet af hvepsene. Sukkervandet lokker hvepsene ned i flaskerne, hvor de drukner.

Vidste du, at…

Hvepse mest er aggressive i sensommeren. Det skyldes, at hvepsene ikke længere har travlt med at tage sig af larverne i boet og derfor har tid til at jagte kød og søde sager

Forskans dig med en vandforstøver

Sværmer hvepsene omkring dig, når du sidder og gerne vil nyde aftensmaden på terrassen, så forhold dig i ro og lad være med at slå ud efter hvepsen, da det kun øger hvepsens trang til forsvare sig og risikoen for at blive stukket. Tag i stedet en vandforstøver og sprøjt lidt vand mod hvepsene. De vil opfatte vandet som et begyndende regnvejr og søge hjem mod boet.

Sådan fjernes et hvepsebo

Det er i starten af sommeren, du skal sætte ind og fjerne hvepseboet, hvis du vil undgå for mange hvepse i haven. I juni er hvepseboet stadig lille, der er endnu ikke så mange hvepse i boet, og de er mindre aggressive. Du kan vælge selv at fjerne hvepseboet eller at få en fagmand til det. Fjerner du selv boet, skal du huske at tage nogle forholdsregler:

  1. Tag beskyttende tøj på – hat med skygge og myggenet ned over, halstørklæde, der beskytter halsen, handsker, tyk trøje og bukser. Sørg for, at myggenettet slutter tæt til halstørklædet, så der ikke kan komme hvepse ind og stikke dig.
  2. Fjern boet morgen eller aften. Her er der flest hvepse i boet, og de er mindre aggressive.
  3. Tag en kraftig affaldspose og fold den øverste halvdel ned over resten af posen. Sæt hænderne op under det foldede stykke og tag fat om hvepseboet, så det kommer ned i posen. Slå herefter en knude på posen.
  4. Læg posen i fryseren i et par dage, så hvepsene aflives. Herefter kan posen med hvepseboet smides i skraldespanden.

Det er vigtigt at understrege, at du skal være meget forsigtig, hvis du vælger selv at fjerne boet. Hvis du er allergisk overfor hvepse, bør du altid få en fagmand til at fjerne det.