Det kan være fristende selv at skride til handling, når naboens træ skygger for terrassen eller hænger ind over huset, så du plages af mos på taget, nedfaldne kviste og blade. Men det er faktisk de færreste, der kender reglerne og ved, om de selv må gribe saven og beskære naboens træer.
Er du generet af din nabos træer, er det en god idé at kende reglerne i Hegnsloven. Udgangspunktet er, at du ikke må skære grene af naboens træer. Og det er uanset, om de skygger, eller grenene går ind over din grund. Du kan heller ikke kræve, at din nabo selv går i gang med motorsaven.
Der er dog tre undtagelser ifølge Hegnsloven, der kan give dig ret til at beskære grenene eller få Hegnsynet til at pålægge din nabo at gøre det.
Når grenene vokser gennem hegnet
Beskadiges hegnet (hækken) af grene, der vokser ind gennem hegnet eller tæt hen over det, har du lov til at beskære grenene i skellinjen.
Når grenene hænger for lavt
Tilsvarende må du også beskære grenene i skellinjen, hvis de hænger så lavt, at du ikke kan komme til med dine havemaskiner.
Når grenene udgør en sikkerhedsfare
Hvis grenene på grund af alder, råd el. lign. skønnes at være til fare for sikkerheden på din ejendom, skal du henvende dig til Hegnsynet i din kommune, som kan pålægge din nabo at beskære grenene. Dog har du, ifølge forretningsfører Bent Jensen fra Foreningen af Hegnsyn i Danmark, lov til selv at skære grenene af, hvis de udgør en akut fare.
Hvornår hænger en gren for lavt
Ifølge Bent Jensen er det en god tommelfingerregel, at der er en meters luft mellem hækken og de grene, der vokser over hegnet. Er jeres fælles ligusterhæk 2 meter høj, så bør grenene, der hænger ind over hækken, altså ikke hænge lavere end i 3 meters højde.
Træer der skygger
Udgør naboens træer eller grene ikke en sikkerhedsfare på din ejendom, hænger for lavt eller beskadiger jeres hegn, så er du til gengæld noget dårligere stillet. Uenighed om høje træer, der skygger for solen på terrassen, medfører mos på dit tag eller nedfaldne kviste og blade kan nemlig kun afgøres ved en egentlig retssag. Og her er det langt fra sikkert, at du vil få medhold.
Tag en snak med din nabo
Det er derfor altid en god idé at forsøge at tage en venskabelig snak med din nabo, inden du selv går i gang med at save grene af hans træer eller beder Hegnsynet om at pålægge ham at beskære grenene. Invitér f.eks. på en kop kaffe og hør, om han vil beskære træerne, eller om I kan indgå et kompromis. Selv om du har lovgivningen på din side, så fremmer det ikke just det gode naboskab, hvis du selv går i gang med motorsaven eller inddrager myndighederne - uanset hvor generende din nabos træer er.
Kontakt Hegnsynet i din kommune
Vil du vide mere, eller har du brug for at få foretaget et hegnsyn, kan du kontakte Hegnsynet i din kommune. Her kan du få råd og vejledning. Et hegnsyn koster kr. 1.806, som fordeles mellem parterne efter Hegnsynets afgørelse i sagen.
Kilde: Hegnsloven, Hegnsyn.dk, Bolius.dk og Juraeksperten.dk