Du kender det sikkert – kampen mod ukrudtet i haven. Men hvordan undgås ukrudtet, og kan det overhovedet lade sig gøre? Villatips har undersøgt, hvordan du nemmest kommer ukrudtet til livs.
Mælkebøtter
Brug et mælkebøttejern eller -fjerner, når mælkebøtterne skal udryddes fra græsplænen. Mælkebøtter skal hives op med rod, og her er mælkebøttefjerneren mest effektiv. Bruger du et mælkebøttejern, så sørg for at roden kappes over mindst 10 cm nede i jorden, så mælkebøtten ikke skyder igen. Blomstrer mælkebøtterne, når du fjerner dem, skal de i en lukket pose, da de ellers kan sætte frø og sprede sig, selvom de er plukket.
Tidsler
Vil du tidslerne til livs, skal de luges, mens de er små. Brug gerne et tidseljern. Er tidslerne store, kan du fjerne dem med en mosrive eller en mælkebøttefjerner. Du skal ikke forsøge at grave tidslerne op. Rødderne er for lange, og hullet giver grobund for nye tidsler og andet ukrudt.
Mos
Døjer du med mos i græsplænen, så sørg for at fjerne det med en rive eller en elektrisk mosfjerner en gang om året. Har du meget mos, kan du efterså med græsfrø på de bare pletter i græsplænen. Det fjernede mos kan lægges i komposten, bruges i bede eller køkkenhaven. Her vil det ligge og formulde og holde på fugten i jorden og hæmme væksten af ukrudt.
Godt tip!
Sæt ind i det tidlige forår. Uanset, om det er mælkebøtter, tidsler, skvalderkål eller mos, så er det nemmest at fjerne ukrudtet så tidligt som muligt.
Forbedr græsplænens vækstbetingelser
Hvis du ikke orker at fjerne mælkebøtter, tidsler og mos, kan du forbedre græsplænens vækstbetingelser og mindske forekomsten af mos og ukrudt. Giv græsset gødning og kalk – især, hvis jorden er meget sur. Både mos og ukrudt gror godt i sur jord. Gød gerne græsset ofte, men lidt af gangen. Så græs på de bare pletter i plænen, så ukrudtet ikke spirer der.
Til kamp mod skvalderkålen
Har du fået skvalderkål i haven, er der desværre ingen nemme løsninger. Skvalderkål er sejlivet og breder sig lynhurtigt ved at kaste frø og væve et net af lange rødder. Fjern skvalderkålen i det tidlige forår og gentag henover sommeren. I efteråret fjernes frøstandene, inden frøene kastes og bliver til nye planter i oktober. Det er vigtigt, at du får hele roden med op, da skvalderkålen ellers breder sig yderligere. Vær opmærksom på, at rødderne nemt knækker, så jorden må ikke være hård og tør, når du fjerner dem.
Er hele dit bed infiltreret af skvalderkålsrødder, kan det være nødvendigt at grave bedet op, kassere alle planter og så græs i en periode.
Hvis skvalderkålen breder sig fra naboens have, kan du lave en bræmme med græs og slå den ofte. Du kan også grave en grøft eller sætte en stålkant. Skvalderkålsrødder breder sig nemlig vandret i højst 15 cm. dybde. Orker du ikke kampen mod skvalderkålen, så brug den i stedet. Den pynter med dens fine, hvide blomster, giver et pænt bunddække i bede, og de nye skud er både sunde og velsmagende i salater.
Ukrudtsmidler, gasbrændere og husgeråd
Du kan få ukrudtsmidler mod alt fra skvalderkål til mælkebøtter. Virkningen kan dog variere. Hvis du vælger at bruge et ukrudtsmiddel, er det vigtigt at overholde producentens doseringsvejledning. Alt for mange haveejere overdoserer, hvilket skader miljøet, men også planter, græs, belægning på fliser mv., som du ikke vil ødelægge.
Gasbrændere er effektive ukrudtsbekæmpere, hvis de anvendes korrekt, men de er ikke særlig miljøvenlige pga. CO2-udledningen. På nettet kan du finde mange husgeråd om eddike, salt mv. Men vær opmærksom på, at du både med eddike og salt skader miljøet, og at det er ulovligt at bruge, da det ikke er godkendt som ukrudtsmiddel af Miljøstyrelsen.