Hvis du har muldvarpe i haven, er det sene efterår og vinteren et godt tidspunkt at bekæmpe dem på. Muldvarpe er nemlig ekstra aktive, når der er frost i jorden.
Det er ofte i vintermånederne, at du vil opleve mange muldvarpeskud i haven. Muldvarpene lever af regnorme, insekter, snegle mv, og når føden søger dybere ned i jorden på grund af frosten, så må muldvarpene grave ekstra for at komme ned til føden.
Harmløse, men generende
Muldvarpeskuddene er ikke til at tage fejl af. Det er små bunker af overskudsjord placeret på græsplænen eller i bedet. Muldvarpeskuddene er i sig selv harmløse, men det er de færreste haveejere, der sætter pris på at få endevendt græsplænen. Det kan derfor være nødvendigt at sætte ind og bekæmpe muldvarpene, inden de undergraver hele din have.
Kom hurtigt i gang
Når du opdager det første muldvarpeskud, er det en god idé at gå i gang med bekæmpelsen og samtidig alliere dig med naboen. Muldvarpe er nemlig gode gravere, og slipper du af med dem, er der stor sandsynlighed for, at de blot har gravet sig videre ind til naboen, hvis I ikke gør en fælles indsats.
Sådan bekæmper du muldvarpe
Du må som privatperson ikke bekæmpe muldvarpe med biocidmidler (kemiske stoffer), men du kan bekæmpe dem med fælder. Start med at finde ud af, om der er aktive muldvarpe ved at vande jorden tilbage i gangene med en haveslange. Muldvarpen vil typisk grave jorden op ved de aktive skud. Du kan herefter sætte fælder op ved de aktive muldvarpeskud. Der findes flere forskellige slags fælder. Forhør dig i et byggemarked el.lign. og find den fælde, du har det bedst med. Muldvarpesakse er mest effektive, men kan virke barske, så det kan være, du foretrækker en anden slags muldvarpefælde.
Læs også: Dræbersnegle – haveejernes største plage
Forebyg nye muldvarpeangreb
Har du haft muldvarpe længe, er der en vis sandsynlighed for, at de har gravet et stort gangsystem under din græsplæne. Nye muldvarpe eller mosegrise vil nemt kunne overtage gangsystemerne og bo der i månedsvis, uden du nødvendigvis lægger mærke til det. Det er derfor en god idé at bekæmpe muldvarpene, selv om du ikke umiddelbart kan se tegn på aktivitet i haven.
Mosegrise
Det kan være svært at se forskel på, om det er mosegrise eller muldvarpe i haven. Mosegrise kravler ofte op om sommeren for at finde grønne plantedele. Er der huller i jorden mellem muldvarpeskuddene, er det typisk tegn på mosegrise. Muldvarpen kan godt kigge op om natten, men kravler som regel ned igen og lukker hullet efter sig. Det er vigtigt at bekæmpe mosegrise, da de spiser planter, rødder, afgrøder i køkkenhaven mv. og derfor er direkte ødelæggende for din have i forhold til muldvarpen, der ikke spiser dine planter. Bekæmpelsen af mosegrise er den samme som ved muldvarpe, så det er bare om at gå i gang.
Mange gode råd og myter
Der findes mange andre gode husråd om, hvordan du bekæmper muldvarpe og mosegrise, men hverken lugten af hvidløg i gangene, tomme flasker i muldvarpehullerne, muldvarpeskræmmere med højfrekvente lyde eller rystelser og vibrationer ser ud til at virke. Muldvarpe og mosegrise er vant til mange lyde fra omgivelserne og vænner sig blot til nye. Lugten af hvidløg vil også blot få muldvarpen/mosegrisen til at grave en ny gang.
Få hjælp fra en fagmand
Hvis muldvarpefælder ikke virker, kan du kontakte kommunen. Vær dog opmærksom på, at kommunen ikke har pligt til at bekæmpe muldvarpe og mosegrise. Du kan også prøve at kontakte en professionel skadedyrsbekæmper, som har andre bekæmpelsesmuligheder end private.
Kilde: Bolius.dk, muldvarpebekaempelse.dk og mst.dk