Vi elsker levende lys og er et af de lande i Europa, der tænder flest – særligt i de mørke vintermåneder. Men de levende lys har desværre en skyggeside.
Stearinlys er for mange lig med hygge, og vi tænder dem ofte dagligt, uanset om vi er sammen med familie, venner eller bare os selv.
Sundhedsskadelige lys
Alle levende lys afgiver partikler og røggasser, som vi f.eks. kender fra dieselbiler. Lysene forurener med andre ord vores indeklima og kan skade vores helbred.
Forskel på lysene
Der er flere faktorer, der spiller ind på, hvor sundhedsskadeligt et lys er. For det første afhænger det af lysets materiale. Her er det en myte, at ægte stearinlys er bedst. Både stearinlys, duftlys, glimmerlys, gelélys og lys med tryk afgiver mange partikler. Soya-, bivoks- og palmelys kan også afgive mange partikler, hvis lysene er af et dårligt materiale. Herudover spiller vægens længde også en rolle, lysets udformning, og lysets placering. Står det f.eks. i vinduet, hvor det trækker, eller er vægen for lang (over 1 cm), så soder lyset mere.
Godt tip! Sådan fjerner du stearin fra dugen
Lad stearinpletten tørre og skrab herefter stearinen af med bagsiden af en kniv. Læg et stykke køkkenrulle eller kaffefilter på både under- og oversiden af pletten. Stryg nu ovenpå pletten med et varmt strygejern, så stearinen smelter og suges op. Husk at flytte køkkenrullen/kaffefiltret, så der hele tiden er et friskt stykke, der kan suge stearinen op. Gentag processen til der ikke suges mere stearin op. Vask herefter dugen efter vaskeanvisningen. Du kan evt. gnide lidt opvaskemiddel på pletten inden vask.
Svanemærkede lys
De svanemærkede lys er heller ikke mindre sundhedsskadelige. Mærket er et miljømærke og ikke et sundhedsmærke. Det betyder, at lysene er mere miljøvenlige, men ikke mindre sundhedsskadelige. Svanemærkede lys er primært lavet af stearin, som afgiver flere partikler end lys af paraffin eller vegetabilsk olie.
Begræns brugen
Det kan være svært at finde et lys, der ikke er sundhedsskadeligt, for alle levende lys afgiver partikler. Så hvis du ikke kan undvære de levende lys, kan det være en god idé at begrænse brugen og kun tænde dem ved særlige lejligheder f.eks. til jul, fødselsdage mv. og undgå dem i hverdagen. Herudover ser fyrfadslys ud til at forurene mindre end blok- og stagelys. Andre gode alternativer kan være olielamper med vegetabilsk olie, som forurener væsentligt mindre end både fyrfads-, stage- og bloklys.
Læs også: Her er tegnene på dårligt indeklima
Elektriske lys
Du kan også helt droppe de levende lys og i stedet benytte kunstige lys, lyskæder eller elektriske lys. De senere år er der kommet mange fine LED-lys på markedet. Flere af bloklysene er så gode, at det på et par meters afstand er svært at se, om det er et levende eller elektrisk lys, fordi flammen ikke kan ses.
5 ting, du selv kan gøre
Hvis du har levende lys, kan du dog godt gøre lidt for at mindske forureningen:
- Vælg de lys, der forurener mindst
- Stil ikke lyset i træk ved f.eks. vinduet
- Sørg for, at vægen maksimalt er 1 cm lang
- Sluk lyset med fugtet fingre eller en lyseslukker, der kniber sammen om vægen
- Luft grundigt ud med gennemtræk i 15 minutter, når du har slukket lysene.
Kilde. Bolius.dk og astma-allergi.dk