Skorstensfejning – sådan undgår du løbesod og glanssod

udgivet i Huset inde | 0

Hvor ofte skal skorstensfejeren komme på besøg, og hvordan undgår du løbesod og glanssod? Se, hvad du bør være opmærksom på, når du fyrer, så du undgår skader.

Er din skorsten tilsluttet en pejs, brændeovn, oliefyr el.lign., har du pligt til at få den renset og efterset af en skorstensfejer mindst én gang om året. Større skorstene skal fejes mindst to gange om året. Bruger du sjældent din skorsten, kan du dog aftale med skorstensfejeren, at den fejes mindre, men det er op til skorstensfejeren at vurdere behovet.

Vidste du?

…at du ikke skal lukke for luften til brændslet, når du fyrer? Brændslet holder godt nok længere, men du risikerer at få glanssod i skorstenen, som skal fræses ud med specialværktøj.

Hvad skal skorstensfejeren rense?

Skorstenen fejes for at undgå skorstensbrand. Samtidig sikrer skorstensfejeren, at skorsten, røgrør og ildsteder ikke er beskadiget. Skorstensfejeren skal derfor have fri adgang til skorsten, pejs, brændeovn, oliefyr el.lign. Det er vigtigt, at skorstenen renses og efterses af en uddannet skorstensfejer, du må altså ikke selv foretage det lovpligtige eftersyn.

Hvem betaler for skorstensfejningen?

Kommunen kan beslutte, at husejerne skal betale gebyr for skorstensfejningen. Gebyret opkræves ofte sammen med ejendomsskatterne.   

Godt tip:

Luk luftventilen på din brændeovn, når den ikke er i brug, så suges varmen fra stuen ikke ud gennem skorstenen, og du sparer på varmeregningen.

Fyr korrekt og undgå skorstensbrand

Det er glanssod, der giver risiko for skorstensbrand. Glanssod kan dannes, hvis skorstenen er for stor, ikke er isoleret, eller du fyrer forkert. Brænder glanssoden fast, skal skorstensfejeren fræse skorstenen ud med specialværktøj – og det kan hurtigt blive dyrt. Det er derfor en god idé at få efterset skorstenen og følge Miljøstyrelsens råd, når du tænder op:

1. Tænd op fra toppen og lad flammerne arbejde sig oppefra og ned.

2. Brug kun tørt træ og fyr aldrig med reklamer, behandlet træ el.lign.

3. Sørg for rigeligt med luft og skru først ned, når flammerne bliver lysere. Fyr lidt ad gangen og med træ på størrelse med en mælkekarton.

4. Røgen fra skorstenen skal være næsten usynlig og må ikke lugte grimt

Læs også: Tænd op på den rigtige måde

 

Hvad er løbesod?

Løbesod er kondens i skorstenen, der blandet med sodrester trænger gennem skorstenens fuger og mursten. De typiske tegn er mørke pletter, sur lugt og misfarvninger på vægge, der støder op til skorstenen. Oftest ses løbesod i loftsrummet, da skorstenens øverste del tit ikke er isoleret og dermed koldest. Løbesoden opstår typisk, hvis skorstenen ikke er afskærmet mod regn, dårligt isoleret, for stor eller der fyres med vådt. Du kan derfor forebygge løbesod ved f.eks. at isolere skorstenen og kun fyre korrekt.

Tag renselemmen af oppe på loftet og gnid fingeren på mursten og fuger indvendigt i skorstenen. Bliver fingeren våd og fedtet, er der typisk kondens. En våd skorsten kan dog også skyldes andre årsager f.eks. regnvand. Er du i tvivl, så spørg din skorstensfejer.

Hvordan fjerner jeg løbesod?

Har du først fået løbesod, kan du ikke fjerne det ved alm. rengøring. Mindre misfarvninger kan dog forsegles med et specialprodukt og så males over. Ved større misfarvninger skal puds og maling fjernes. Herefter skal fugerne mellem murstenene kradses ud og pudses op med en speciel mørtel, så soden ikke trænger igennem igen. Udskiftning af mursten eller etablering af helt ny skorsten kan også være nødvendig.

 

Ny skorsten eller brændeovn

Vær opmærksom på, at du har pligt til at kontakte en skorstensfejer, hvis du skal have etableret skorsten, brændeovn, pejs el.lign. - også selv om, du bare skal have udskiftet den gamle. Det er nemlig skorstensfejeren, der skal godkende installationen, inden den tages i brug.

Kilde: Retsinformation.dk, skorstensfejerlauget.dk, steffen-norgreen.dk, mst.dk, fmk.dk, boligejer.dk, bolius.dk og idenyt.dk