Læs om mulighederne for at rense solcelleanlægget på taget
Snavs på dine solceller på taget kan påvirke, hvor meget strøm anlægget giver. Men der er mange forskellige ekspert- og produktvurderinger af, hvor stor påvirkningen er og hvad man skal gøre ved det. Her får du et overblik over mulighederne.
Først og fremmest gælder det for dig at holde øje med, hvor meget dit anlæg producerer, og ikke mindst om der er forskel på produktionen i de enkelte områder af dit anlæg. Et solcelleanlæg er opdelt i ”paneler” og flere paneler ligger sammen i grupper – de såkaldte ”strenge”. Normalt vil du kunne følge produktionen i hver streng for sig og altså kunne holde øje med, om produktionen falder mere i én streng end i de andre.
Læs også: Sådan tjekker du dit tag.
Selv små klatter har stor betydning
Og har du først fundet ud af, at der er noget i vejen, så kan det være en god idé med en rensning. Ønsker du at undersøge, hvor meget rensningen betyder, kan du jo vælge ikke at rense alle strenge på en gang, og så følge den eventuelle forskel.
Du kan måske ikke se så meget skidt med det blotte øje, men derfor kan der alligevel være støv og start på algebelægning på solcellerne. Hvis du kun kan se et par enkelte fugleklatter, så tænker du måske, at det ikke er så slemt. Men en enkelt fugleklat i et hjørne af et stort panel blokerer for 1/3 af cellerne i det panel, og så går det hurtigt ned ad bakke.
Bor du i et villakvarter inde i landet er risikoen for snavs mindre, end hvis du bor i nærheden af vand og/eller industrikvarterer med partikler i luften. I det sidste tilfælde er der beregninger, der viser, at effekten kan blive nedsat med op til 40 procent.
Vent på regn, hvis du bruger sæbe
Når du har besluttet med en rensning, så er der flere muligheder:
- Vask med en speciel solcelleshampoo
- Vask med destilleret vand – altså vand uden kalk
- Højtryksspuling
- Vask med klude
- Og en kombination af ovenstående
Vælger du løsningen med shampoo, så kan det være en god idé at vaske lige før eller under et regnvejr, for så bliver sæben skyllet af med blødt regnvand i stedet for det kalkholdige vand fra hanen.
Vælger du højtryksspuling, så gør det i to omgange. Spul først, gnub bagefter og slut af med endnu en spuling.
Og endelig: Hvis du ikke selv vil gøre arbejdet, så kan du kontakte et tagfirma. For dig er opgaven måske lidt besværlig, men for tagfirmaet er det ikke den store opgave. Er du i tvivl, så indhent en pris. Så kan du selv bedømme, om det er et arbejde, du selv vil kaste dig ud i.
Du kan også tage fat i en vinduespudser. Mange af dem kan gøre arbejdet billigt, men spørg ind til, hvordan de vasker. For hvis vinduespudseren ”bare” bruger almindeligt kalkholdigt vand, så er du måske lige vidt.
Høj rejsning uden snavs
Har dit tag en hældning på mere end 30 grader, så er dine solceller forholdsvis godt sikret mod snavs, der kan påvirke produktionen.De 30 grader er en tommelfingerreglen for, at solcellerne er ”selvrensende”. Det kan naturligvis ikke forhindre større fugleklatter at sætte sig, men de vil normalt blive skyllet væk.