Selv i frostvejr kan en varmepumpe placeret uden for huset sikre dig varme inde i huset.
Vil du spare på varmen uden at skulle skifte hele varmeanlægget ud, så kan en varmepumpe være en rigtig god idé. Varmepumpen henter varmen fra luften udenfor, og selv om man ikke skulle tro det muligt, så kan det faktisk lade sig gøre også i frostvejr.
Prisen er ofte så fordelagtig, at selve investeringen er tjent hjem inden for få år.
Luft til både vand og varme
Du kan vælge mellem to typer varmepumper:
- En, der sørger for at varme luften i boligen op (luft-til-luft).
- En, der sørger for at varme vandet i boligen op – også radiatorer og gulvvarme (luft-til-vand).
Luft-til-luft-pumpen er bedst til mindre huse f.eks. sommerhuse eller som supplement til din nuværende varmekilde, typisk elvarme, oliefyr eller naturgas. Nogle modeller kan også fungere som aircondition-anlæg og kan derfor også være praktiske om sommeren.
Luft-til-vand-varmepumpen koster lidt mere, men til gengæld kan den anvendes til både rumopvarmning og varmt brugsvand og dermed til et helt hus med vandbårne radiatorer eller gulvvarme. Den er umiddelbart mest ideel til gulvvarme, men det afhænger af dine radiatorer. Sørg for at spørge til det, når du indhenter tilbud.
Varmepumperne bruger elektricitet, men effektiviteten er så høj, at den leverer 3-4 gange så meget energi, som den bruger i strøm.
Det gælder dog om at have et hus, der er godt isoleret, for ellers vil fordelene blive mindre i takt med, at varmen siver ud gennem utæthederne.
Læs også: Her kan du spare mest på varmen.
Sammenlign – det billigste er nok ikke bedst
Det kan betale sig at undersøge markedet grundigt, for kvaliteten af varmepumper svinger fortsat meget. Vælg en, der passer til klimaet her i Danmark. Der er en risiko for, at de billige ikke er gode nok til at opvarme huset, når der er frostgrader. De er simpelthen ikke kraftige nok. I mange tilfælde vil en dyrere varmepumpe kunne betale sig i længden.
Indhent også gerne mere end ét tilbud. Selv om du har læst godt op på emnet på forhånd, kan forskellige tilbud give dig en idé om, hvad du også skal huske at tage hensyn til. Det gælder både i form af varmeeffektivitet og hvad, der er inkluderet.
Tænk på støjen – også for naboen
Din leverandør vil sikkert gøre dig opmærksom på det, men bare så du er forberedt: Inden du køber noget, skal du via kommunen sikre dig, at opsætning af en varmepumpe er tilladt. Der kan være regler for, at du fuldt ud skal bruge den kollektive varmeforsyning i området og dermed ikke må skifte til eller supplere med en varmepumpe.
Og så er der en faktor, der er vigtig for dig, men også for dine naboer: Støjniveauet. Nogle pumper larmer mere end andre, så det kan være en god idé at spørge ind til lydniveauet og vælge en med et lavt støjniveau (decibel). Vær også opmærksom på, at den del af anlægget, der placeres udenfor, ikke generer foran soveværelset, terrassen el.lign., og heller ikke generer naboen.
Sådan får du varme ud af luften
Hvordan det kan lade sig gøre at få varme ud af luften, når det er frost, kan bedst forklares ved at sammenligne varmepumpen med et køleskab. Her køler du luften inde i køleskabet og slipper varmen ud. Varmepumpen bruger samme teknik – den henter luften ind i anlægget, og via et kølemiddel trækker den varmen ud af luften og pumper den ind i huset.
Her kan du læse mere
På Sparenergi.dk kan du læse mere om varmepumper, fx disse to emner:
Se de typer, der overholder danske lovkrav:
Styr varmen på afstand
Kunne du godt tænke dig at varmestyre dit hus eller sommerhus, men vil du ikke risikere at komme hjem til et hus, der er alt for koldt? Så kan en varmepumpe styres via en smartphone.
Mange løsninger er bygget op, så du et par timer i forvejen kan sætte temperaturen op. Det kan være en fordel i sommerhuset, men det kan faktisk også være en fordel derhjemme, fx når du har været på ferie.
Det er forskelligt fra leverandør til leverandør, om fjernstyringen er med i prisen eller om det er et tilkøb.
One Response
Derfor kan et godt energimærke betale sig - Villatips.dk
[…] Læs også: Der er penge i luften. […]