Her kan det betale sig at købe dyrt

For kvaliteten og maleroplevelsen kan det godt betale sig ikke at lade sig lokke af for billige tilbud

Der er stor forskel på dyre og billige pensler og det er et område, hvor det ikke kan betale sig at spare.
Der er stor forskel på dyre og billige pensler og det er et område, hvor det ikke kan betale sig at spare.

Når man som ikke-håndværker selv vil gå i gang med vedligehold eller nybyg derhjemme, så er det selvfølgelig rart med et godt stykke værktøj. Men prisen står nogle gange ikke mål med, hvor tit du får brug for dette stykke værktøj – og nogle gange kan private også leve med en lidt mindre grad af professionel finish. Så det vil være et valg fra gang til gang, hvor du selv må kigge dig i spejlet og vurdere, hvad du vil bruge penge på.

Men lige præcis ved malerværktøj tillader vi os at komme med et konkret råd.

 

Stor forskel på billige og dyre pensler

Når du skal male, er der rigtig mange muligheder for at få billigt malergrej. Du kan være heldig at finde flere forskellige størrelser pensler og ruller pakket ind samlet til en utrolig lav pris. Men desværre er det her sådan, at pris og kvalitet passer sammen, og både på kort og lang sigt kan det betale sig at investere i mere end den billige udgave.

Ved billige pensler er hårene ikke lige lange og af lige så god kvalitet, så det kan være svært at male præcist. Ofte ser de ok ud fra starten, men der går ikke mange strøg, før de er bøvlede at arbejde med, fx vil hårene på en billig pensel ofte sprede sig ud til siden og dermed give utilsigtede klatter, hvis man maler karm eller vinduer. De er også mere stive og kan danne striber.

 

Køb færre, men bedre

Også når det gælder ruller er der kvalitetsforskel. En billig rulle suger normalt ikke malingen jævnt over det hele, specielt ikke ude i enderne, og dermed kan det blive svært at male ensartet.

Vil du have et godt sæt, så sørg for følgende fire typer ruller:

  1. En almindelig tyk og bred rulle til væggen
  2. En tyk og bred rulle med lidt struktur, hvis malingen på væggen ikke skal være helt glat
  3. En lille tyk rulle til kanter
  4. En lille, tynd rulle til, når du skal male glatte flader

Har du fået købt nogle for billige pensler, så smid dem ikke ud. Du kan sagtens bruge dem til grovere maleopgaver, fx hvis du skal male ru brædder udendørs.

Læs også: Giv træterrassen et nyt liv.

 

Brug brun sæbe til sidst

Hvis du som anbefalet bruger lidt ekstra penge på en god pensel, så kan disse penge være spildte, hvis du ikke renser penslen ordentligt efter brug. Sjusk her vil medføre, at hårene klistrer sammen og at næste maleopgave derfor ikke bliver lige så sjov.

Fremgangsmåden er ganske enkel:

  1. Vask penslen i enten vand eller terpentin/penselrens afhængig om det er akryl- eller oliemaling, du har brugt
  2. Vask penslen i brun sæbe opløst i varmt vand
  3. Sæt penslen med hårene opad, så de ikke bliver skæve

Reparér din pensel

Klip de hår af, der stritter. Du kan også sætte et stykke tape rundt om den nederste del af penslen, så retter hårene sig ud og så er det igen nemmere at male præcist, og det er vigtigt ved paneler og ved vinduer.

Pas på udtørring af pensler og ruller

En rulle og en pensel kan sagtens holde sig fugtig i et par dage i en tætsluttende plastikpose.

Når du sætter en pensel i blød, så kan hårene hurtigt blive skæve. Men du kan forhindre, at penslen får kontakt med bunden ved at sætte et par klemmer på penslen. Så kan den hvile på kanten af glasset, og hårene bliver ikke presset mod bunden.


One Response

  1. […] Læs også: Her er de pensler, du skal købe. […]