Alternativ til nyt køkken: Køb nye låger eller mal de gamle

udgivet i Huset inde | 1

Du sparer rigtig mange penge ved at beholde skabene og kun skifte udseende

Når lågerne bliver skiftet eller malet, så sørg for også at skifte grebene.

Mange drømmer om et nyt køkken og kan næsten få et, uden at skifte noget som helst ud. En grundig og flot maling af køkkenlågerne gør underværker og kan give køkkenet liv mange år endnu. Eller du kan tage skridtet videre og skifte lågerne med nogle nye, men stadig beholde skabe og sokler.

I begge tilfælde er der en ”gør-det-selv”-løsning og en fagmandsløsning.

 

Samme skabe – nye låger

Flere firmaer har netop specialiseret sig i at levere nye køkkenlåger. Det er et meget billigere alternativ til et helt nyt køkken, og mange firmaer sender gerne en medarbejder ud til dig for at rådgive og tage præcise mål. Så her kan du vælge en totalløsning med et firma, der klarer alt omkring opmåling, indkøb og opsætning - eller du kan selv stå for en eller flere af delene.

Det med målene er vigtigt – ikke alene for at få selve lågen til at passe, men også hængslernes størrelse og placering er afgørende. Også kvaliteten af hængslerne har betydning. Har køkkenet mange år på bagen, så kan det være en stor fordel at udskifte hængslerne sammen med lågen. Dels passer de med stor sandsynlighed mere præcist, dels er moderne hængsler af bedre kvalitet end de gamle.

Læs også: Derfor skal du ikke selv tage mål til dine vinduer.

 

Samme låger – ny maling

Det er endnu billigere ”bare” at male lågerne. Det behøver bestemt ikke at være en skrabet løsning, hverken med hensyn til udseende eller funktionalitet. Tværtimod vil du opleve en fantastisk forandring i køkkenet.

Den nemme og kvalitetsmæssigt bedste løsning er at finde en autolakerer eller et firma med speciale i køkkenrenovering. Sørg for at vælge en, der har afvaskning, slibning og spartling med i prisen, så får du det flottest mulige slutprodukt. Vær også opmærksom på at tage både for- og bagside med, når du måler kvadratmeter op. Ellers risikerer du at få en regning, der er dobbelt så stor, som du regnede med.

Hvis lågerne hænger lidt, så skift også her hængslerne. Det er en forholdsvis lille investering i forhold til resultatet.

Læs også: Sådan sparer du tid, når du maler.

 

Test dine pistolevner

Hvis du selv vil give dig i kast med opgaven, så er indkøb af en sprøjtepistol næsten et must. Det kan også lade sig gøre at male med pensel og rulle, men resultatet bliver ikke lige så godt som med en sprøjtepistol.

Til gengæld skal du lige sætte dig ind i sprøjtepistolens betjening (og gerne prøve det af på en testplade), inden du går i gang. Vær specielt opmærksom på, at maling, der skal bruges til sprøjtepistol, ofte skal fortyndes. Hos farvehandleren kan du få en særlig måler, der kan tjekke, om malingen er tilpas tynd til sprøjtepistolen.

Endelig får du et tip til selve maleropgaven. I stedet for at stille lågen på gulvet, så undersiden ikke bliver ordentlig, så kan du enten lægge lågen på bordet oven på nogle klodser, så alle kanter er frie, eller endnu bedre; du kan skrue to øskner (skruer med ring i den ene ende) ind i kanten af bordpladen og så hænge lågen op. Men vend i så fald lågen, så bagsiden er opad. Nedenunder ser man ikke, at der har været sat en skrue i.

Nye greb er prikken over i’et

Når du er i mål med maling af lågerne, så får du den sidste finish, hvis du sætter nye greb på. Selv om de gamle greb ikke fejler noget, så sker der en afgørende forandring, hvis du vælger til et andet design, der måske også passer bedre til den nye farve.

Tag et af de gamle greb med op i butikken. Køber du på nettet, så mål meget nøjagtigt, så du ikke risikerer at få greb hjem, der ikke passer. Målene kan nemlig variere meget.

Du skal tjekke indkøb af greb, inden du begynder at male, for hvis du ikke kan få greb i den rigtige størrelse, så skal du spartle huller inden maling. Vær her opmærksom på, at du sandsynligvis kun behøver at spartle det nederste hul – det øverste kan du ofte genbruge.


One Response

  1. […] Læs også: Få et helt nyt køkken uden at skifte skabene. […]