Sådan sparer du tid når du maler

udgivet i Huset inde | 1

Hvis du bruger god tid på forberedelse og afdækning, før du maler, får du et bedre resultat, og du vil spare tid på selve malerarbejdet. Her får du flere tips til, hvordan du kommer i gang.

Brug tid på ordentlig afdækning. Det betaler sig i sidste ende.

Hvis du skal male, så skal den tid, du bruger på forberedelse, gerne være større end tiden med pensel eller rulle i hånden. Jo bedre du er til at gøre rent og dække af, desto højere kvalitet bliver malerarbejdet, og jo mindre risikerer du ærgerligt spild på gulv, vinduer og møbler.

Det kan godt betale sig at bruge tid på at tømme rummet for møbler. Du får bedre plads, det er nemmere at afdække, og du skal ikke flytte rundt på møblerne midt i malerarbejdet med risiko for utilsigtede malerklatter.

 

Maling og plastik er ikke gode sammen

Til afdækningen af gulvet bruger man normalt plastik. Plastik har den ulempe, at det er svært at undgå at sparke væk, så der bliver "huller" ned til gulvet. Derudover er spildt maling på plastik længe om at tørre, og derfor er der stor risiko for, at du får maling på fødderne og sviner til i andre, ikke tildækkede rum.

I stedet er det en god idé at købe nogle malerfilt-ruller, som du kan flytte med rundt og lægge, hvor du maler. Og nedenunder er det langt bedre med afdækningspap end med plastik.

Læs også: Her er de pensler, du skal købe.

 

Grundig grundrens

Uanset, om rummet har været beboet af rygere eller ej, og hvor rent det ser ud, så kan det anbefales at vaske både loft og vægge med grundrens. Begge dele har garanteret samlet fedt og snavs op, og det skal af, hvis den nye maling skal binde ordentligt. Tag gummihandsker på, når du vasker med grundrens og afslut med at vaske med koldt vand. Bagefter skal væggen tørre et par timer, inden du går i gang med selve malerarbejdet.

 

Sådan dækker du karme og umage former

Brug en bred tape, når du dækker karme og andet træværk af. Den brede tape stikker langt ud over kanten og hjælper derfor til at forhindre stænk. Og så kan du også komme tættere på karmen, når du bruger malerrulle.

Har du en lampe hængende på væggen eller noget andet, som har en umage form, så kan det være svært at dække af med almindeligt plastik eller pap. Her kan du i stedet bruge husholdningsfilm, der klæber og beskytter rigtig godt.

Et lille trick, så du undgår maling ned ad malerspanden

Malerbakken er et must, når vi fritidsfolk selv skal male – tror vi i hvert fald. Men i virkeligheden er malerbakken ikke den ideelle følgesvend. Det er langt bedre at bruge en malerspand. Her kan der være betydeligt mere maling, så du slipper for at gå og fylde op hele tiden, og det er noget nemmere at rulle overskydende maling af langs kanten.

Hvis du vil slippe for at gøre spanden ren, så læg en stor plasticpose ned i spanden, inden du hælder malingen i. Det samme gælder i øvrigt, hvis du bruger en malerbakke.

Og så et lille ekstra tip til at undgå maling på kanten af spand, bakke eller dåse. Ofte har du brug for en kant at tørre penslen af på, men det ender altid med, at malingen løber ned ad spandens yderside. Sæt derfor et stykke tape på tværs af spanden eller dåsen, så kan du tørre penslen af her. Det overskydende maling drypper pænt ned i spanden eller dåsen igen i stedet for at løbe ned ad siden og ud på afdækningen.

Sådan fjerner du taperester på ruden

Skal du male vinduer, så skal du være meget rutineret, hvis du kan undvære at sætte malertape på ruden og male kanten, uden at der kommer maling på glasset. Det kan derfor klart anbefales, at du sætter tape på ruden. Den eneste ulempe er, at tapen sætter sig rigtig godt fast, hvis den sidder mere end et par dage.

Er uheldet ude, og limrester fra tapen sidder tilbage på ruden, kan du bruge en skraber til et glaskeramisk komfur og så supplere med lidt rensebenzin.

Du kan også vælge en hurtigere malerløsning, nemlig at have en bred spartel, som du holder mod den kant, der ikke skal males. Du skal holde spartlen helt stille, men det kan faktisk godt lade sig gøre med den ene hånd, mens du maler med den anden.


One Response

  1. […] Læs også: Sådan sparer du tid, når du maler. […]