Din bruser på badeværelset kan være fyldt med farlige legionellabakterier. Hvert år smittes et stigende antal personer med bakterien, som i værste fald kan være dødelig.
Myndighederne kan ikke forklare, hvorfor antallet af legionellatilfælde er eksploderet herhjemme. Heldigvis kan du selv begrænse risikoen for at blive smittet.
Legionellabakterien kan forårsage 2 sygdomme:
- Legionærsyge, som er en alvorlig lungebetændelse, der påvirker lever, nyre og nervesystem. Legionærsyge kan være dødelig og rammer typisk personer med nedsat immunforsvar, kroniske sygdomme, et stort alkohol- eller tobaksforbrug, stressramte samt ældre mennesker. Børn smittes normalt ikke.
- Pontiacfeber, som er en mildere influenzalignende sygdom, der ikke kræver behandling. Feberen er langt mere almindelig end legionærsyge og alle, uanset køn og alder, er lige modtagelige for at få Pontiacfeber.
Her trives legionellabakterierne
Bakterierne findes i alt vand, men vokser bedst ved temperaturer mellem 20 og 45 ºC. Bakterierne trives derfor godt i varmtvandsbeholderen, rør, vandhaner, brusehoved og -slange, hvor temperaturen ikke er høj nok.
Sådan smittes du
Du smittes ved at indånde forstøvet vand eller vanddampe, der er forurenet med legionella. Herhjemme menes brusebade at være den hyppigste smittekilde. Men også varmtvandsbeholdere, spa- og boblebade, toiletter, drikkebeholdere, isterningmaskiner, svømmebassiner, hoteller, airconditionanlæg, sportshaller mv. kan være smittekilder. Boliger med gamle vandrør er særligt udsatte, da slitagen i rørene har gjort overfladen ru, så bakterierne ikke så let skylles væk.
Korrekt vandtemperatur er afgørende
Vil du undgå, at legionellabakterierne formerer sig, er det vigtigt, at du sørger for, at det kolde vand er under 20 °C, og det varme vand er mindst 50 °C.
Vidste du, at…
- 20 pct. får sygdommen efter en hospitalsindlæggelse
- 30 pct. tager den med hjem fra ferie?
Sådan undgår du bakterien
Du kan selv være med til at begrænse risikoen for smitte og undgå legionella ved at tage nogle forholdsregler:
- Sørg altid for korrekt vandtemperatur.
- Brug en varmtvandsbeholder der passer til din boligs vandforbrug - en beholder på 50-110 liter er normalt stor nok til et parcelhus.
- Fjern blinde rørender og tappesteder, der ikke bruges regelmæssigt.
- Læg ikke uisolerede varmtvandsrør op af rør med koldt vand.
- Rengør og skold jævnligt bruseslanger og brusehoved - kogende vand dræber de farlige bakterier.
- Udskift bruseslange og brusehoved regelmæssigt – særligt plastikslanger giver bakterierne gode muligheder for at formere sig.
- Lad brusehovedet ligge på gulvet i brusenichen når du har været i bad. Så kan vandet rende ud, og der står ikke lunkent vand i bruseren, som bakterierne kan boltre sig i.
- Lad altid det kolde vand løbe, inden du skal drikke det og det varme, inden du skal bruge det.
- Brug ikke vand fra den varme hane til tandbørstning, skylning af næse/bihuler el.lign.
Sommerhuse
Vær særlig opmærksom i sommerhuset eller kolonihaven, hvor der ofte slukkes eller skrues ned for vandvarmeren i kortere eller længere perioder, når huset ikke benyttes.
Her kan det være en god idé at tømme vandbeholderen, fylde den med nyt vand og sætte den til 55 ºC.
Skyl rørene igennem efter ferien
Har du været på ferie eller blot væk i weekenden, er det en god idé at skrue helt op for varmtvandsbeholderen og skylle bruser og vandhaner igennem. Er vandet over 65 ºC skal du lade det løbe i 2 minutter. Men nedsættes temperaturen bare nogle grader til 60 ºC, skal du lade vandet løbe i 30 minutter for at være sikker på, at bakterierne er væk. Temperaturen er derfor meget afgørende.
Vigtigt!
Du må ikke opholde dig i rum, hvor du spuler bruser og vandhaner igennem. Har vandet ligget i bruseslangen eller stået i vandhanen og udviklet legionellabakterier, kan de sprede sig til dine lunger gennem vanddampen.
Pas på ved høje temperaturer
Når temperaturen er højere end 65 ºC er der risiko for skoldninger, men også et stort energiforbrug og for store kalkudskilninger.
Læs også: Slip for kalk i vandet og besværlig rengøring
Kilde: SSI.dk, vallensbaek.dk, jyllands-posten.dk, berlingske.dk, boligejer.dk og bolius.dk