Gør huset vinterklart – se tjeklisten

Her er nogle af de ting, du kan kigge efter, inden frost, sne og blæst kommer

Trampolin_colourbox

Hvorfor sidde en kold vinteraften og ærgre dig over, at det trækker ind af vinduet? Det bliver en kold omgang at få gjort noget ved det nu? En lunere efterårsdag er et bedre tidspunkt.

Har du overskud, så gør noget ved det i tide, for i virkeligheden er det ikke så svært at sætte en ny liste på.

Læs også: Her kan du spare mest på varmeregningen.

I vintermånederne kommer du sikkert selv i tanke om andre ting, som det ville have været godt at få ordnet i tide. Her kommer vores input til at hjælpe dig med at få tjekket tingene, inden det bliver for surt i vejret.

 

Træværk

Alt træværk skal vedligeholdes. Så tjek hegn, gavlen på huset, plantekasser, havemøbler, vinduer og døre for revner og sprækker – og om malingen er ved at krakelere. Er træet blevet for udtørret, er det godt med træbeskyttelse inden vinteren.

 

Tag og tagrender

Er taget klar til efterårsstormen og til sne og frost til vinter? Tjek taget igennem for eventuelle skader, som det er meget bedre at reparere på forhånd i godt vejr, end når skaden ér sket midt i februar. Vær specielt opmærksom på tagrenderne. Er de utætte, så er det i sommerhalvåret, det er muligt at lappe hullerne.

Læs også: Til kamp mod bladene med toiletbørsten.

 

Vinduer og døre

Suser luften ind gennem sprækker i dør eller vinduer, så er det en god idé at skifte tætningslisterne. Kig også fugerne ved karmene godt efter, og ligesom med træværk andre steder, kan der blive brug for en malerpensel og måske også noget slibepapir for at få den afskallede maling af.

Læs også: Et A4-papir kan gøre din vinter mere varm.

 

Murværk og sokkel

Har du huller eller revner i muren, ved trappen eller andre steder, så bliver disse skader desværre kun værre hen over vinteren. Fugten trænger ind, hvor den kan komme frem, og når frosten viser sig, er der risiko for yderligere sprængninger og dermed endnu større huller. Så hold øje med revnerne. Nogle steder kan du måske selv fylde dem ud med mørtel – ellers må du have fat i en fagmand.

 

Legeredskaber

Til foråret er det surt for børnene, hvis de kommer ud af vinterhi til en trampolin, der er blevet skæv, ulækker eller endnu værre; at beskyttelsen omkring fjedre er hullet. Snoregyngen er måske også begyndt at mørne og vi fik vist ikke lukket døre og vinduer til legehuset, inden den første sne faldt.

Så flyt alt det du kan indendørs, og legehuset kan jo også have brug for lidt vedligehold – og måske spærring af de åbne vinduer.

Fliser

Fjern ukrudt fra terrassen og andre områder med fliser – og slut af med at feje fugesand ned mellem fliserne. Så gør du det sværere for nyt ukrudt at få fat. Bemærk, at det skal være fugesand og ikke almindeligt strandsand. Fej flere gange, så fugesandet kommer godt ned. Alge- og flisepestbehandling kan du med fordel vente med til foråret. Der er måske også nogle steder, hvor fliserne er sunket. De kan ordnes hele året.

 

Havemøbler og krukker

Og så skal havemøbler og evt krukker, der ikke tåler frost, indendørs. Dog kan fx plasthavemøbler godt stå udenfor. De har bare godt af at blive dækket til. Vær opmærksom på, at visse træhavemøbler kan tørre helt ind, hvis de kommer ind i stuetemperatur. Så opbevaring i et frostsikret skur eller lignende kan være udmærket.

Kig på dit hus som fru Frost og hr. Blæst

Når man kigger på sit hjem med andres øjne, så får man pludselig syn for både nogle kvaliteter og ulemper, man ikke opdager til hverdag. Det gælder også, når man skal forberede sig til efterår og vinter. Gå hus og have igennem og tænk, hvad der vil ske, hvis frost, sne og ikke mindst blæst kommer.

Er der træer og grene, der står udsat for at lave skader på hus eller drivhus? Har du ting på terrassen, der ikke kan tåle frost? Skal fliserne enkelte steder lige rettes op, så det er nemmere at skovle sne? Du finder sikkert andre oplagte ting på denne måde.

Du kan også invitere dine naboer over for at være kritiske på dine vegne.


2 Responses

  1. […] Læs også: Det skal du kigge efter inden vinteren kommer. […]

  2. […] Læs også: Kig på dit hus som fru Frost og hr. Blæst. […]